Børnehuset i Hovslund Børneunivers er inddelt i 3 grupper - Stjerneskud for de yngste, Solstrålerne for de 4- til 5-årige og Månegruppen for førskolebørnene. Overgangen mellem grupperne afhænger ikke af alder, men af det enkelte barns udvikling. Vi vægter trygheden, udelivet og fællesskabet, og vi prioriterer små grupper, da nærvær er en af grundstenene i vores arbejde med børnene.
I månegruppen er der også fokus på "at blive skoleklar" - i den forbindelse er der et samarbejde, med den skolepædagog, der skal have børnene, når de starter i skole, samt med skolens læse- og matematikvejledere.
Børnehuset ligger i et landdistrikt, og har en fantastisk natur-legeplads, hvor der er både bakker, græs og skov - legepladsens samlede areal er på godt 3500 kvm, så der er plads til masser af leg og bevægelse. Legepladsen er indrettet, så den bedst muligt inspirerer børnenes motoriske udfoldelser, med både klatrestativ, gynger, sandkasse, trampolin, bålhytte og meget mere. Vi opholder os meget udenfor og bruger også det omkringliggende historiske lokalområde, som Børneuniverset ligger i. Det sker blandt andet i form af gåture til landsbyens sportsplads, spejderhytten, Damgaard mølle og skovture i de lokale skove.
Selve Børnehuset er på ca. 220 kvm og består af garderobe, hvor hvert barn har sin egen plads, toiletter, et stort fællesrum med køkken og fire gruppe-/aktivitetsrum.
Vi værdsætter værdier som plads til leg og hygge, tid til fordybelse, plads til hygge og samtaler, nysgerrighed og til at udforske naturen.
Gæstepleje og samarbejde med dagpleje
Med i Hovslund Børneunivers er der fire lokale dagplejere. Dagplejerne kommer, på skift, på besøg i Børnehuset mindst én gang i hver måned. Ved disse besøg opholder dagplejeren og "hendes" børn sig en formiddag i børnehuset. Når en dagplejer holder ferie eller f.eks. er syg, kommer de ældste af dagplejebørnene i gæstepleje i Børnehuset.
Disse besøg er med til at give de enkelte dagplejebørn et kendskab til og en fortrolighed med Børnehuset, hvilket letter overgangen fra dagpleje til børnehave.